Den grønne smiley skubbede til arbejdsmiljøet

Vi vil gerne hele tiden blive bedre, og derfor sørger vi for at lytte til hinanden både i det daglige og i vores arbejdsmiljøorganisation.

Den grønne smiley skubbede til arbejdsmiljøet

Godt arbejdsmiljø er en vigtig del af DNA'et i SB Butiksservice®

Kan du huske 90'er filmen "Dangerous Minds", hvor en flok uregerlige unge får en ny lærer spillet af Michelle Pfeiffer, som begynder med at give dem alle topkarakter? Nu skal de ikke længere kæmpe for at få den gode karakter, men kæmpe for at beholde den.

Nu er det ikke sådan, at vi hos SB Butiksservice® vil sammenligne os selv med uregerlige unge - og så alligevel lidt.

For da Arbejdstilsynet for godt 2,5 år siden tildelte os den grønne smiley som symbol på, at vi allerede dengang havde godt styr på vores arbejdsmiljø, kiggede vi på hinanden og spurgte os selv:
Hvordan kan vi gøre det endnu bedre?
Vores arbejdsmiljøorganisation består af 3 personer; vores managing director Maj Britt Borchert, Irene Schjødt Helth, der som salgs- og servicekoordinator er arbejdsleder og repræsenterer ledelseslaget i virksomheden, mens DIY-konsulent Berit Jensen er valgt som arbejdsmiljørepræsentant af sine kolleger blandt vores DIY-konsulenter.

Noget af det første, vi gjorde efter den grønne smiley, var at sende Irene Schjødt Helth og Berit Jensen afsted på kursus. Irene skrev opgave om social kapital, mens Berit skrev om blandt andet løfteteknikker.

- Det er stadig et område, vi har fokus på i dag, fortæller Berit Jensen.

- Vi gør meget ud af sikkerheden, for vi vil gerne passe på hinanden. Derfor går vi op i, at alle for eksempel bruger sikkerhedssko.

Vi vil blive endnu bedre

I det daglige arbejder nogle af SB Butiksservices® ansatte i Jylland og på Fyn og andre på Sjælland. Det kan gøre det svært at lære hinanden godt at kende på tværs af broen.

- Men jeg lærer mange at kende, fordi jeg er ansvarlig for at lære nyansatte op, fortæller Berit Jensen.

- Derudover lærer vi hinanden at kende, når vi for eksempel hjælper byggemarkeder og andre varehuse med større ombygninger.

- Men det er en udfordring, vi holder øje med, for vi vil gerne kende hinanden godt. Så er det nemlig nemmere at bede om en hjælpende hånd og passe på hinanden. Vi vil også gerne have, at kollegerne husker at fortælle os om, hvis noget var lige ved at gå galt arbejdsmiljømæssigt. Vi kan alle sammen komme til at lave en torsk i hverdagen, når man lige har lidt for meget fart på - vi kalder det for sjov "nær-død-ulykker", men så alvorligt er det jo ikke. Vi vil bare gerne bruge også de små fejltagelser til at blive endnu bedre.

Vi lytter til hinanden

Arbejdsmiljøorganisationen mødes hver tredje måned, og der er altid noget at diskutere.

- Når vi har mødtes, kommer referatet ud på intranettet og med vores mandag-nyheder. Så kan alle kollegerne også følge med i, hvad vi snakker om. Vi siger det også, når vi har personalemøder.

- Det er meget mere spændende, end jeg egentlig havde regnet med fra begyndelsen. Og der er også mere arbejde i det, end jeg troede, siger Berit Jensen.

- I begyndelsen skulle vi selvfølgelig også lige lære, hvad vi egentlig kunne bruge en arbejdsmiljøorganisation til. Men vi bruger den til at lytte til hinanden og til at blive bedre.

Spekulerer du stadig på filmen fra artiklens start?

Se soundtracket på YouTube lige her:

https://www.youtube.com/watch?v=VbNJLymneZ8