Digitalisering gør arbejdet nemmere

01-05-17

SB Butiksservice bruger digitale værktøjer til fordel for både medarbejdere og kunder.

Digitalisering gør arbejdet nemmere

SB Butiksservice bruger digitale værktøjer til fordel for både medarbejdere og kunder.

Med 14 konsulenter konstant på landevejene for at servicere DIY-varehuse i hele landet med intelligent merchandising, er der noget at holde styr på for administrationen hos SB Butiksservice.

- Vi havde i noget tid været på udkig efter et godt og enkelt projektstyringsværktøj, og på et tidspunkt faldt jeg over Todoist, fortæller Maj Britt Borchert, der er Managing Director. Hun præsenterede Jørgen Hallager, der er servicekonsulent, projektleder og IT-ansvarlig i firmaet, for det digitale værktøj. Han gik straks i gang med at teste dets muligheder.

- Det er godt, det er virkelig godt, lyder dommen.

Projektstyring on the road

Derfor bruger SB Butiksservice nu Todoist's premium-version til projektstyring.

- For det første kan alle medarbejdere så at sige få tømt hovedet, fordi man bare skriver alt, hvad man skal huske ind i systemet, så man ikke behøver at stresse over at gå og huske på det, fortæller Jørgen Hallager.

- For det andet har systemet den store fordel, at hovedkontoret kan tildele opgaver til medarbejderne i marken.

De kan på sin side nemt markere, hvornår opgaven er løst, så administrationen kan melde opgaven færdig hos kunden. Systemet sparer mange mails frem og tilbage, og alle oplysninger er altid lige ved hånden på en overskuelig måde. Faktisk så bruger jeg også systemet privat nu, fordi det er så nemt, fortæller Jørgen Hallager.

Dokumentation let til kunder

SB Butiksservice bruger en del billeddokumentation til sine kunder, og Todoist kan integreres med en række andre systemer, blandt andet dropbox. Det gør det nemt at dele billederne med kunderne.

Jørgen Hallager siger, at kollegerne har taget rigtig godt imod systemet:

- Jeg tror, det skyldes, at det er så nemt at bruge og samtidig betyder, at inbox'en i mailen ikke bliver så belastet.

Fra administrationen lyder det, at der hele tiden er overblik over, hvor langt de forskellige opgaver er. Så hvis en kunde ringer med et spørgsmål, kan vi både svare og reagere med det samme. Vi har ganske enkelt fået større overblik. Det er en stor fordel for virksomheden, men ikke mindst for vores medarbejdere og vores kunder.