Frivilligt arbejde giver indsigt og motivation

At kunne se, at andre har behov for hjælp, er en af de væsentligste årsager til, at managing director Maj Britt Borchert ser det som et stort plus, hvis hendes medarbejdere er engageret i frivilligt arbejde i deres fritid.

Frivilligt arbejde giver indsigt og motivation

- Det er ikke en forudsætning for at blive ansat, at man er frivillig, fastslår hun.

- Jeg synes, det siger noget om vores medarbejderes karakter, hvis de har lyst til at gøre en forskel og har plads til andre end sig selv i deres liv.

En medarbejder er frivillig i Kræftens Bekæmpelse og er blandt andet med til at passe den lokale Kræftens Bekæmpelses-café:

- Så nogle gange står der i hans kalender, at han skal gå kl. 14.30, og så ved kollegerne godt han skal hen og være frivillig. Derfor tager de måske over på nogle ting lige den dag.

- Derfor fører frivilligt arbejde og det at sætte andres behov før sine egne også til en mere fleksibel tilgang til arbejdet i det daglige, mener Maj Britt Borchert.

- Jeg oplever også, at mennesker, der udfører frivilligt arbejde oplever en mere nuanceret opfattelse af verden. Den er ikke så sort-hvid, for de har fået indblik i flere verdener, end lige deres egen.

Erhvervsmentor i Horsens

Hun er også selv engageret i frivilligt arbejde. Hun har tidligere været aktiv i for eksempel basketklubben HIC og er nu Erhvervsmentor i Horsens Kommunens mentorordning.

- Man må ikke være bange for at hjælpe, for hjælpen bliver altid vurderet højere, end det vi giver, siger hun.

Som mentor bruger hun i høj grad sin uddannelse som coach. Hun er mentor for unge mennesker, og for hende handler det om, at hjælpe de unge mennesker til ikke at lade sig begrænse trods forskellige udfordringer i livet.

- Jeg bruger min erhvervserfaring og min coachuddannelse og de unge ser mig ikke som "sagshandler". Det tror jeg, de synes, er befriende. Jeg spørger dem for eksempel "der er 43 år, til du skal på pension - hvad vil du bruge dit liv på indtil da?"

Maj Britt Borchert siger, at nogle af de unge et i øjeblik kan blive kede af det, fordi de tænker "hold da op - sådan har jeg ikke lige det det tidligere":

- Men når de så reflekterer over det, begynder de jo at flytte sig, siger hun.

Skal gå vejen selv

Maj Britt Borchert kom med i ordningen, da hun læste en artikel, der beskrev, hvordan det er at være mellem 18 og 25 år og være på kontanthjælp.

- Derfor kontaktede jeg Jobcentret og tilbød min hjælp.

- Jeg har et bredt erhvervsnetværk. Jeg hjælper ikke direkte de unge til praktik- og lærepladser. Jeg hjælper dem mere med at finde ud af, hvad de vil, hvor de kan søge og at skrive en ansøgning. Men de skal gå vejen selv. Det er inspirerende at se, når de genfinder egen motivation.

Indsigt og motivation

Personligt får hun også meget ud af at være mentor. Det giver indsigt i, hvad det er for nogle udfordringer, de unge har:
- Det motiverer mig, når jeg kan se dem gå fra at være begrænset og til at sætte sig selv fri og gå efter det, de drømmer om.

- Vi gør ikke de unge en tjeneste ved bare at give dem penge. De skal være selvforsørgende, og vi kan hjælpe dem med at lægge fliser ud, så de kan gå vejen til at blive det.

Følg med på LinkedIn, Instagram og på vores hjemmeside, når vi den kommende tid fortæller om noget af det frivillige arbejde, nogle af vores ansatte gør.