”Man skal turde tabe for at kunne vinde”

27-07-17

Idag den 27. juli fylder Norbert Borchert, der stiftede SB Butiksservice, 60 år.

”Man skal turde tabe for at kunne vinde”

Man fristes næsten til at sige, at det var en tilfældighed, som førte til skabelsen af SB Butiksservice, der er specialister i intelligent merchandising. Men virkeligheden er sjældent fuld af tilfældigheder. For det kræver ofte en særlig vilje, en særlig tilgang til livet af fange tilfældigheden og gøre den til en chance - og at turde gribe chancen.

Sådan er historien om SB Butiksservice også. Hør bare her:
- Vi flyttede til Danmark i 1996, og jeg kunne ikke dansk overhovedet, så det var svært for mig at få arbejde. Jeg var uddannet i Karstadt i Hamborg, men jeg kunne ikke finde job. Så jeg fandt et job som lastbilchauffør. Da vi fik vores søn, blev jeg træt af at være så meget væk og fandt i stedet et job som betonstøber, fortæller Norbert Borchert, der er indehaver af SB Butiksservice.

Det her, det kan godt blive til noget

Men en dag blev Norbert Borchert kontaktet af en ven, der var indkøber i DIY-branchen i Danmark. Han havde behov for en dansk-tysk talende repræsentant for en virksomhed i Tyskland.

Han manglede en konsulent, der talte begge sprog, til at varetage reklamationer og kunne fungere som talerør for den tyske virksomhed.

Virksomheden startede som et bierhverv til betonstøberiet, men på relativt kort tid fik flere næse for, hvad SB Butiksservice var i gang med.

- Jeg tænkte: 'Det her, det kan godt blive til noget'. Jeg er generelt en type, som er parat til at prøve. Så efter seks måneder sprang jeg ud i det, fortæller Norbert Borchert.

Allerede efter et år havde han fået så mange kunder og opgaver, at den lille virksomhed fik brug for hjælp.

- Jeg kunne ikke nå det hele. Jeg kørte på Sjælland og lidt i Sverige, og det blev for meget lige pludselig med alle de kunder og butikker, jeg skulle besøge.

Så virksomheden ansatte sin første medarbejder, og i 2001 blev også hjemmekontoret for småt.

- Så vi flyttede til et kontor i Malling. På det tidspunkt var vi 15 ansatte. Og i 2009 kom Maj-Britt med.

SB Butiksservice i dag

I dag er SB Butiksservice en virksomhed, som med et stabilt fodfæste spænder over flere danske byggemarkedskæder, og Maj Britt Borchert har overtaget den daglige ledelse. SB Butiksservice har hovedkontor på Rådhustorvet i Horsens.

Norbert Borchert er funktionsleder og blandt andet ansvarlig for lokaler og biler. Han er også altid er med, når SB Butiksservice er på messer. Han har stor viden om merchandising og point of sale, ligesom det store netværk i branchen også skal plejes.

Desuden har Norbert Borchert valgt at tage sig tid til frivilligt arbejde for eksempel i forbindelse med Classic Car Race, ligesom han også er glad for at have fået tid til dyrke interesser som musik og film. Listen over koncerter er lang og tæller alt fra Bruce Springsten og TV2 til Rammstein.

Succes for SB Butiksservice er, når det lykkes at hjælpe kunderne hele vejen, med et grundigt branchekendskab og jævnlig dialog med butikkernes ledelse og personale. Det handler om at forstå de enkelte butikkers salgsprocesser, og hjælpe dem med at give en værdiskabende kundeoplevelse. Medarbejderne kommer på jævnlige besøg i butikkerne, og kan med deres store kendskab til de enkelte butikkers kundegrupper og sæsoner planlægge både lager og displays i butikken.

Og så kommer vi tilbage til det med tilfældighederne, som bliver til chancer, der kan gribes - hvis man er klar til det:

- Jeg er god til at se muligheder, når jeg kommer ud i butikkerne, siger Norbert Borchert.

- Jeg bruger min intuition, og kigger blandt andet på hvordan andre gør, og hvordan de performer. Det handler om at finde og hjælpe de kunder, der ønsker øget synlighed og vækst.

Maj Britt Borchert beskriver Norberts styrke sådan, at han er god til at få øje på problemstillingerne og spørge ind til dem, så det præcise problem står klart. Han er ikke bange for at stille spørgsmålstegn ved det alment accepterede. Dermed er det lettere at finde løsningen.

- Det handler om at kende indsatsen, og være klar til at gå ind i det med åbne øjne, siger Norbert Borchert.

- Man skal turde tabe for at kunne vinde.

 

Den runde dag markeres i august sammen med familie og venner.