Simon fik sparring og spark

08-09-17

SB Butiksservice tog på anderledes seminar...

Simon fik sparring og spark

Sparring og et spark - begge dele givet med entusiasme og energi. 

Sådan kan Simon Sørensens oplevelse af at være med til Jesper Bergstrøms seminar Winners High beskrives. Simon Sørensen er general areal manager, og han har været ansat hos SB Butiksservice, siden virksomheden var ganske lille og kun bestod af ham og stifteren Norbert Borchert.

- Det har været en fed rutsjebane at være med i. Virksomheden er vokset meget, men der er også meget, der har ændret sig. Dengang arbejdede vi mest på papir, og i dag har vi næsten alting elektronisk.

- Det er en fornøjelse at arbejde her, også fordi man får tildelt meget ansvar. Det er dejligt, men det kan også være lidt skræmmende, for det handler jo nogle gange om mange penge, siger Simon Sørensen.

Altid gang i noget

Oplevelsen med Winners High er han meget begejstret for. Den har nemlig givet input til både arbejdslivet hos SB Butiksservice og til privatlivet.

Simon Sørensen var sammen med Maj Britt og Norbert Borchert til et foredrag med titlen "Kick Ass 2017" med Jesper Bergstrøm. De var så begejstrede, at de Simon Sørensen og Norbert Borchert meldte sig til det fire-dages seminar "Winners High".

"Winners High" er en fire-dages event, hvor Jesper Bergstrøm, der er ekspert i kropssprog, motivation og sammenhængen mellem krop og psyke, lærer deltagerne om betydningen af et positivt livssyn og at nå sine mål.

For Simon Sørensen betyder det meget at være ansat i en virksomhed, hvor man gør så meget for sit personale, som det er tilfældet i SB Butiksservice:

- Det handler ikke kun om arbejde og løn her, og det er helt sikkert en af grundene til, at jeg har arbejdet her så længe, mener han.

- Vi laver mange anderledes ting, og det er meget givende.

Åbenhed og ærlighed

Simon Sørensen fortæller, at Winners High måske især for mænd kan virke grænseoverskridende:

- Men jeg synes, det er på en god måde. Man klapper, og det er fest.

Der var også meget gruppearbejde på seminaret, hvor man kunne arbejde både med sig selv personligt og arbejdsmæssigt.

- Der var en åbenhed og ærlighed fra begyndelsen, og der blev sat mange tanker i gang. Det var spændende og lærerigt at høre om andre menneskers udfordringer.

- Noget af det, jeg har taget med mig, er at skelne mellem de ting, jeg kan gøre noget ved og dem jeg ikke kan. Hvis jeg ikke kan gøre noget ved det, så lader jeg også være med at bruge tid på dem. Jeg prøver at se positivt fremad.

- En anden ting er at lære, at man ikke kan lave andre mennesker om, så det nytter ikke noget at blive sur. Vi er forskellige, og det skal vi have lov til at være. Det er godt at få et spark i den retning.

Konkret udbytte

Konkret fik Simon Sørensen lært at bruge den hjælp, der faktisk er til rådighed i virksomheden i form af kollegerne Irene Helth og Trine Wind, der som salgs- og servicekoordinatorer i SB Butiksservice har mulighed for at give hjælpende hænder med forskellige opgaver.

Han fik også sat gang i at formulere målsætninger:

- Nogle gange får man sat gang i for mange ting på en gang, så man taber noget på gulvet. Men her fik vi hjælp til at fokusere på det vigtigste.

Simon Sørensen sætter især pris på dynamikken i seminaret:

- Jeg er vant til en aktiv hverdag, og på andre kurser kan man let komme til at sidde og falde hen. Men det gør man slet ikke her.